Råstofudvinding - Oversigt over tidligere undersøgelser
Dette papir indeholder en kort oversigt over tidligere undersøgelser mv. vedrørende socioøkonomiske virkninger af olie- og mineralaktiviteter i Grønland. Det er ikke sikkert at oversigten er fuldstændig, idet der kun er medtaget de ting, som udvalget umiddelbart har haft kendskab til.
Tirsdag d. 28. oktober 1997
Hjemmestyret
Emnekreds:
Erhverv
,
Kultur og samfund
,
Politik
,
Råstoffer
,
Økonomi
.
Dette papir indeholder en kort oversigt over tidligere undersøgelser mv. vedrørende socioøkonomiske virkninger af olie- og mineralaktiviteter i Grønland. Det er ikke sikkert at oversigten er fuldstændig, idet der kun er medtaget de ting, som udvalget umiddelbart har haft kendskab til.
I forbindelse med etableringen af
minen i Maarmorilik
blev der igangsat en større undersøgelse af minens virkninger for lokalsamfundet. Undersøgelsen blev igangsat i sommeren 1975 på opfordring af Det rådgivende udvalg vedrørende samfundsforskning i Grønland. Ministeriet for Grønland stod for finansieringen og styringen af projektet. Undersøgelsen blev foretaget af en række forskere tilknyttet Institut for Eskimologi.
Projektet blev aldrig gennemført i sin helhed da Ministeriet for Grønland fandt at projektet var "politiserende". Ministeren suspenderede undersøgelsen i en periode i 1976, og der var en betydelig debat om projektet. Projektet blev senere videreført, men med et kraftigt reduceret budget. Der foreligger 4 rapporter fra projektet:
Jens Dahl:
Minearbejdere i Umanaq kommune
Finn Hansen:
Den økonomiske aktivitet i Umanaq. Bly- og zincminens etablering og første driftår.
Jens Dahl:
Minedrift i et fangersamfund
Ole Hertz:
En økologisk undersøgelse af minedriftens virkninger for fangerne i Uvkusigssat
.
Både Jens Dahl og Ole Hertz har senere arbejdet videre med disse emner. Bl.a. har Jens Dahl (samme med Karl Johan Lybert) udgivet bogen
"Grønlandske migrantarbejdere i Maarmorilik 1973-1978
" og Ole Hertz har udgivet bogen
"Økologi og levevilkår i Arktis
", som bl.a. indeholder en del om konsekvenserne af minevirksomheden for lokalsamfundet. Jens Dahl har også sammenlignet arbejdskraftanvendelsen i Maarmorilik med erfaringerne fra en mine i arktis Canada.
I forbindelse med den stigende interesse for efterforskning og udvinding af råstoffer i Grønland nedsatte Ministeriet for Grønland i 1973 en
arbejdsgruppe vedrørende forsyningsvirksomhed og arbejdskraftanvendelse i mine- og olieindustrien i Grønland
.
Arbejdsgruppen udgav i marts 1995 en rapport om olieefterforskningsfasen (inkl. 3 appendix, der hver var en selvstændig rapport). Rapporten giver en oversigt over de på dette tidspunkt relevante boreteknologier, beskæftigelsen i forbindelse hermed og de tilknyttede servicebehov. På baggrund heraf vurderes uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder ligesom de samfundsmæssige virkninger vurderes. Rapporten beskæftiger sig også med behovet for offentlig regulering, grønlandsk og dansk industris afsætning til offshore-industrien og ikke mindst med behovet for og evt. placering af forsyningsbaser.
Arbejdsgruppen fortsatte arbejdet og udgav i 1978-79 følgende rapporter om de samfundsøkonomiske vurderinger af mineral- og vandkraftressourcer i Grønland:
delrapport 2:
Uranudvinding ved Narssaq
delrapport 3:
Jernudvinding ved Isukasia
delrapport 4:
Kuludvinding på Nugssuaq
delrapport 5:
Aluminiumindustri ved Godthåb og Holsteinsborg
delrapport 6:
Den forudsatte udvikling inden for eksisterende grønlandske erhverv frem til 1995
Hovedrapport om samfundsøkonomiske virkninger af mulige mineral og vandkraftudnyttende industrier i Grønland.
Disse rapporter dækkede fase 1 og 2 i et planlagt projektforløb. Rapporterne beskæftiger sig primært med de beskæftigelsesmæssige og økonomiske virkninger for Grønland og Danmark.
I følge indledningen til hovedrapporten var der planlagt en fase 3, som skulle belyse de miljømæssige og sociale virkninger af projekter, som udvælges på grundlag af vurderinger i fase 2. Fase 3 blev såvidt det vides aldrig gennemført.
I forbindelse med
olieefterforskningen i Jameson Land
igangsatte Ilisimatusarfik i 1985 - efter aftale med Råstofforvaltningen for Grønland - en undersøgelse, som skulle beskrive lokalsamfundet, som det så ud ved olieaktiviteternes start. Der er således tale om en "nulpunkt-undersøgelse" til brug ved vurderingen af de påvirkninger, som olievirksomheden måtte få på den lokale befolknings levevilkår.
Projektet blev ledet af Finn Breinholt Larsen, og der foreligger 5 rapporter:
Finn Breinholt Larsen:
Befolkningsforhold
Hanne Sandell og Birger Sandell:
Udnyttelsen af de levende ressourcer
Finn Breinholt Larsen:
Fangstens økonomiske og sociale betydning for lokalsamfundet
Finn Breinholt Larsen:
Erhvervs- og arbejdsmarkedsforhold
Finn Breinholt Larsen:
Kommunens administration og økonomi
En 6. rapport om sociale problemer var planlagt, men er - så vidt jeg ved - ikke kommet.
Der er som nævnt tale om en "nulpunkts-undersøgelse", og rapporterne indeholder derfor forholdsvis lidt om de samfundsmæssige virkningerne af en evt. olieudvinding.
I 1974 publicerede professor
Robert Petersen
en række artikler i AG om perspektiver for minedrift i Grønland. Disse artikler er samlet i en publikation fra Institut for Eskimologi:
Perspektiver for minedrift i Grønland
. Artikelserie af Robert Petersen.
Der er ikke tale om en større undersøgelse, men der er - i det mindste set i et historisk perspektiv - tale om en række interessante synspunkter og vurderinger.
Forrige afsnit:
Bilag A: Teknisk-økonomisk beskrivelse af udvalgte råstofprojekter
Indholdsoversigt
Næste afsnit:
Indhold af Bilag C